Edvard Grieg om Louis Hornbeck

”Jeg læste igår i ’Politiken’ kort og tørt, at Kantor ved Trinitatis Kirke, Hornbeck, var afgået ved Døden og jeg blir dybt bedrøvet. Allermest over ikke at have benyttet Anledningen tilat træffe ham, mens jeg havde den. Thi både holdt jeg af Hornbeck, og skattede hans vakkre Kompositionstalent. Han har skrevet Sange, som hører til de Bedste i dansk Sangliteratur og som intet Menneske kjender, tiltrods for at de foreligger trykt. Han hørte til den lykkelige Tid, 60 og 70 Årene, da Luften var fuld af Lyrik, virkelig Musiklyrik. Hvis jeg overhodet duede til Noget, vilde jeg skrive et lidet Eftermæle over ham. Det er dog for galt at leve i højt kultiverede Forhold og præstere Noget, uden at blive så meget som lagt Mærke til. Men Hemmeligheden er nok den, at Hornbeck ikke hørte til de moderne ’Stræbere’. Han var ligeså beskeden som nobel.” [1]

Grieg følger straks opp tanken om et ettermæle over Louis Hornbeck. Artikkelen, trykt i ”Politiken” 28. september 1906, gjengis her i sin helhet, ortografisk nøyaktig etter Gaukstad [2].

Louis Hornbeck

Hr. redaktør! Jeg læser i Politiken koldt og tørt, at kantor ved Trinitatis kirke, Hornbeck, er afgået ved døden. Meddelelsens kortfattethed er karakteristisk. Den røber, at man i Danmark forunderligvis ikke vidste, hvem Louis Hornbeck var. Han var nemlig intet mindre end et skønt lyrisk kompositionstalent, der har frembragt sange, som hører til de bedste i dansk sangliteratur. Det er nu mer end 30 år siden disse sange så lyset. Det er da et særsyn, at de i så højt kultiverede musikforhold som de danske har kunnet forblive upåaktede. Jeg kan tænke mig, at komponistens store beskedenhed har været ham en hindring. Hans selvkritik ikke mindre. Han var nemlig akkurat det modsatte af en moderne ”stræber”. At vente forståelse hos et par venner var ham alt. Han skabte sit bedste i en lykkelig tid, i 60 og 70 årene, da luften i Danmark var fuld af musiklyrik. Blandt sin samtids digtere fandt han med lethed dem, der passede til hans naturel. Det blev Ludvig Bödtcher, Chr. Richardt og Carl Ploug, han helst og bedst omsatte i toner. Nutidens Danmark kan vel ikke mere skaffe Hornbeck den anerkjendelsens glæde, han havde fortjent. Men det kan dog for en del gjøre det forsømte godt igjen ved at optage hans navn og hans sange blandt dem, det pligter at højagte. Enhver, der ikke blot har en stemme, men også gør krav på lidt musiksans, beder jeg indtrængende: Gå ned i Wilhelm Hansens musikhandel og forlang Hornbecks musik til Plougs: ”Jeg tror på dig i livets lyse morgen” samt til Richardts: ”Nu ligger du ramt, du stolte bøg”, og de vil med undren spørge sig, hvordan det kan gå til, at så store skønheder i mere end en menneskealder kan foreligge trykte, uden at blive kendte af den slægt, hvis følelsesliv de lå allernærmest. Til koncertsangere og koncertsangerinder siger jeg: Sæt disse sange på Eders program, syng dem og syng dem godt, og I vil høste rigeligt bifald både for komponisten og for Eder selv.

Gennem sin første hustru, født Sanne, var Hornbeck i slægt med Bjørnstjerne Bjørnson og fætteren Rikard Nordraak [3]. Det var gennem ham, at jeg i 1864 lærte Hornbeck at kende. Vi færdedes meget sammen og hørte med Nordraak, C. F. E. Horneman og Gottfr. Matthison-Hansen til den ungdommelige klike, der flokkede sig om ”Evterpe”, den til nynordisk musiks fremme under Hornemans førerskab netop stiftede forening. Hornbeck var en klar, kritisk natur, der sad inde med en ubetalelig tør humor, hvormed han til vor jubel krydrede vore møder og væsentlig afdæmpede Hornemans geniale, men voldsomme lidenskabelighed i debatten.

I Hornbecks hjem så jeg et oljemalet portræt af hans fader i fuld uniform som kgl. dansk kapelmusikus. Det var Hornbecks drøm, en gang også at kunne indtage denne af enhver ung dansk violinist eftertragtede hædersplads. Men han nåede ikke frem. Han havde her vistnok sit naturel imod sig. Som hans væsen, således kunde også hans violinspil virke lidt stivt. Og særlig energisk var han ikke. Tværtimod: En tilsyneladende ligegladhed, der kunde bringe vennerne til til fortvivlelse, optrådte, ofte formelig tendensiøst, hos ham. Men det var kun en skal. Indenfor hvilken lå alt det varme, fine, bevægede i mennesket og kunstneren, der har fået et så vakkert udtryk i hans sange.

Måtte da disse linjer bidrage til at redde dem fra forglemmelse.

Sognefjorden 22/9 06.

------------------------

Fotnoter:

[1] Edvard Grieg/Brev i utvalg 1862-1907. Redigert og kommentert av Finn Benestad (1998).

[2] Øystein Gaukstad (utg.): Edvard Grieg. Artikler og taler. Oslo 1957, s. 215-216.

[3] Dette er upresist; så vidt man kan slutte av foreliggende materiale, var Nordraak ikke i slekt med familien Sanne. Misforståelsen beror kanskje på at Nordraak i brev til medlemmer av familien Sanne kaller seg ”Fætter”.

(Tilbake til toppen)

Del/Tips: